Græsk folkemusik og instrumenter

Demotiske sange: den gamle rygrad

Wikipedia kalder demotiko, også kendt som demotisk eller paradosiako, for den traditionelle folkemusik fra det græske fastland og øerne og daterer den til byzantinsk tid. Den var den vigtigste folkelige genre, indtil rebetiko og laiko bredte sig i begyndelsen af det tyvende århundrede, delvist båret frem af flygtninge fra Lilleasien. Teksterne hviler på anonym demotisk poesi om kærlighed, ægteskab, død, natur, havet og religion, og nogle sange mindes klepterne, oprørerne fra den osmanniske periode. Betragt det som en familie af regionale traditioner, ikke som én melodi med én lyd.

To tempi og dansene

Sangene bruger to hovedtempi. Syrtos er langsommere og flydende; pidiktos er livligere og indebærer spring, og nogle sange kombinerer begge. Dansene, der hører til denne musik, omfatter kalamatianos, tsamiko, ballos og sousta. Hasapiko danses i det meste af Grækenland til bouzouki, og Wikipedia beretter, at den begyndte som en byzantinsk militær sværøvelse, før slagtere dansede den i sociale sammenhænge. Wikipedias artikel har vedligeholdelsesnoter, så behandl disse oprindelseshistorier som artiklens fremstilling og ikke som fastslået historie. Wikipedia tilføjer, at syrtos-musik i Thessalien er livligere end andre steder i Grækenland.

Kreta og øerne

På Kreta og de nærliggende øer dominerer den kretiske lyra, ofte ledsaget af laouto, en langhalset lut. En sækkepibe kaldet askomandoura spilles også. På tværs af de ægæiske øer har musikken byzantinske rødder, og øernes isolation skabte særprægede lokale stilarter. På Kykladerne er violinen mere almindelig end lyraen og spilles sammen med klarinet, mandolin og hakkebræt. På De Ioniske Øer afspejler en anden tradition med romantiske serenader kaldet kantades, sunget af tre mænd med mandolin eller guitar, venetiansk indflydelse. Hver øgruppe har med andre ord sin egen lyd.

Bjergene og nord

I Epirus er sange pentatoniske og polyfoniske, sunget af mænd og kvinder, og klarinetten erstattede i vid udstrækning luten i det nittende århundrede. Makedonien foretrækker zurnaen, en bred obo, med daouli, en stortromme, side om side med violin og klarinet. I Thrakien er gaidaen, en sækkepibe af gedeskind, almindelig. Den pontiske lyra, eller kemenche, er et strygeinstrument, der er centralt for pontisk musik, som bevarer byzantinske og kaukasiske elementer. At læse disse forskelle hjælper med at forklare, hvorfor ét græsk folkeband kan lyde så anderledes end et andet, selv når begge spiller traditionel musik. Epirotiske sange falder i tre slags, ifølge Wikipedia: klagesange, instrumentale stykker og drikkeviser.

Det kan du høre ved middagen

Middagsteatret omfatter live traditionel musik spillet af folkemusikere, mens du spiser, og arrangørens beskrivelse kalder det traditionelt uden at nævne instrumenter. Bands varierer efter dato, så ingen guide kan love en lyra, en klarinet eller en laouto på din aften. Fordi aftenen fortæller regionale historier, er det rimeligt at håbe, at musikken afspejler regionerne, men betragt det som en mulighed. Den bedste forberedelse er nysgerrighed: lyt efter det instrument, der fører an, og spørg musikerne bagefter.

Læs næste: Middagsteater i Athen: sådan booker du

Det er ikke for dem

Dette er en baggrundsguide til en tradition, ikke et koncertprogram. Hvis du ønsker en aften med en bestemt stil, såsom rebetiko eller en bouzouki-klub, er dette middagsteater ikke det, fordi det har live folkemusik vævet ind i historiefortælling snarere end en fastlagt liste over én genre. Hvis det er, hvad du ønsker, så led efter en aften, der navngiver stilen og kunstnerne, og læs dens bookingside for programmet, før du betaler.